fredag den 3. juli 2015

Sommervandring 2015 - Dag 5: Luxemburg - og ægte pilgrimme!

Jeg havde hjemmefra planlagt at gå 50 km om dagen, men havde bl.a. på grund af det bakkede terræn ikke helt kunne tilbagelægge den distance hver dag. Jeg var her ved starten af dag 5 godt 20 km efter planen. Vi snakkede ved den udmærkede morgenbuffet om, hvordan vi skulle håndtere situationen. Der var bestilt hotelværelser hjemmefra til de resterende vandredage, så den ting var klaret. Vi studerede rutekortene og aftalte, hvor jeg skulle afslutte denne femte vandredag.

Efter at vi havde tjekket ud fra hotellet, kørte vi til den by, hvor gårsdagens etape var sluttet. Vejret var strålende - solen skinnede og det var allerede pænt lunt. Klokken 20 minutter i 9 startede jeg på dagens vandring.

Dagens startsted.
Det første stykke af dagens etape var præget af flere steder, hvor ruten var ændret på grund af vejarbejde. Jeg måtte et par gange gå nogle omveje, og var i et par tilfælde ved at gå forkert - irriterende, når man i forvejen skal gå langt.

Igennem endnu en pilgrimsby - bemærk det store skilt midt i billedet.
Selv de små byer i Tyskland har sin egen imponerende kirke.
Efter ca. 13 km mødte jeg for første gang på årets vandring en "rigtig" pilgrim. Der var en del "endags-vandrere" på min rute i år, men denne ældre tyske herre var den første, som fortalte mig, at målet var Santiago de Compostela. Han var startet sin tur tre dage før - i Prüm - og forventede at komme til Santiago de Compostela til november! Senere samme dag overhalede jeg en brite, hvis slutmål også var katedralen i Santiago de Compostela. Han var startet sin pilgrimsfærd den 6. juni i Köln, og regnede med at nå frem i løbet af oktober måned. Han overnattede i øvrigt i en hængekøje, som han spændte ud mellem to træer! Disse to mennesker var de eneste "sande" pilgrimme, jeg mødte på årets vandring.
Jeg er ved at nå op til en "rigtig" pilgrim!
Ved 13-tiden nåede jeg ned til floden Sûre, som på dette sted fungerer som grænse mellem Tyskland og Luxemburg. Igen måtte jeg gå en større omvej, før jeg nåede frem til broen, der fører over floden. Jeg har aldrig tidligere været i Luxemburg, så det føltes lidt specielt at passere broen og gå ind i dette land. Lige på den anden side af floden stod et stort monument, hvorpå teksten lød: "Santiago de Compostela 2431 km"! Jeg tænkte på de to pilgrimme, jeg havde mødt tidligere samme dag, mens jeg gik langs floden. Efter en times tid skulle jeg tilbage over floden og var nu igen i Tyskland.

Broen over grænsefloden mellem Tyskland og Luxemburg.
Floden - en naturlig grænse mellem to lande.
Et flot monument, som angiver distancen til Santiago de Compostela.
I baggrunden ses broen, der fører tilbage til Tyskland.
Kun en time var jeg i Luxemburg, før turen gik tilbage til Tyskland.
Etapen fortsatte i Tyskland ad stejle skovstier og kuperede landevejsstrækninger. Det var varmt og jeg kunne mærke, at jeg ikke rigtig havde fået vand og salt nok. Mine lægmuskler krampede en smule, og der var ingen steder, hvor jeg kunne få vand og mad. Jeg havde stadig ca. 20 km tilbage af den planlagte dagsmarch, da jeg ringede til Fruen. Vi aftalte et andet mødested end det først aftalte - hvilket afkortede etapen med ca. 10 km. Da jeg nåede dertil, bl.a. efter at have passeret en enorm vindmøllepark, ventede hun allerede med cola og salte popcorn, så jeg kunne få genoprettet væske- og saltbalancen. Herefter satte vi kursen mod vores hotel i Konz. Middagen fik vi i hotellets restaurant, hvor jeg spiste en stor laksefilet med friske kartofler. Fruen havde bestilt pasta - desværre for hende var der en masse trøffelsvampe ovenpå, men dem læssede hun blot over til mig! Klokken var ikke meget over 9, da vi sov trygt på hotelværelset - efter en femte vandredag, hvor jeg fik tilbagelagt en distance på ca. 42 km.

Videre ad småvejene.
En varm tysk landevej.
Læs tidligere indlæg i serien:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar