onsdag den 1. juli 2015

Sommervandring 2015 - Dag 3: En tur i skoven

Overskriften siger det meste: En stor del af dagens vandring foregik på stier og småveje i større eller mindre skovområder.

Men det startede igen med en fin morgenbuffet på det hyggelige lille hotel i Blankenheim. Det var dejligt med en virkelig god omgang morgenmad, så jeg var helt klar, da jeg ved 8-tiden begav mig af sted fra hotellet.

Ruten lå blot et par hundrede meter fra hotellet og var nem at finde. Og straks fra start gik det stejlt opad. Jeg så et skilt, hvorpå stigningsprocenten var angivet til 18%, så det var en hård begyndelse. Efter en tid var jeg dog oppe og gik et kort stykke på landevejen, før jeg for første gang den dag kom ind i skoven. En indhegning husede to kameler, der fulgte mig med blikket, mens jeg vandrede forbi i den disede morgentåge.

Blankenheim - Pilgrimsskiltet ses på pælen ca. midt i billedet.
Næppe den dyreart, man lige forventer at se i Sydtyskland.
En diset morgen.
Snart var jeg i skovterræn, hvor jeg tilbragte det meste af formiddagen. Ved middagstid kom jeg til Kronenburg, hvor jeg håbede på at kunne finde et sted at købe noget frokost. Men desværre var alt lukket, og jeg måtte stille mig tilfreds med min medbragte dåse tun i vand og mine rosiner og nødder.

I skovterræn.
Flere steder på skovstierne kunne man se, at området havde fået en del regn.
Der bliver gjort meget for at man kan slappe af!
Flere steder krydses skovene af landeveje.
Kronenburg.

Efter ca. 30 km´s vandring oplevede jeg for første gang på hele turen problemer med at finde vej. Symbolet for Pilgrimsvejen (Pilgerweg eller Jakobsweg; begge dele bruges som betegnelse for ruten), den gule musling på blå baggrund, havde været meget nem at følge de første mere end 100 km. Men pludselig var der et langt stykke, hvor man havde ryddet noget skov for at anlægge en ny vej. Man havde åbenbart ikke fået afmærket ruten igen, så nu var jeg i vildrede, for heller ikke mit optegnede rutekort gav nogen hjælp. Jeg gik lidt frem og tilbage, indtil jeg mødte nogle belgiske cykelturister. De kunne heldigvis hjælpe, og efter en tid var jeg atter tilbage på Pilgrimsruten!

Tilbage i skoven.
Det blev dog også til flotte udsigter denne dag.

Midt på eftermiddagen var jeg fortsat i et større skovområde. Et langt stykke gik jeg af en slags "trampesti" parallelt med en større vej - en interessant detalje i modsætning til den sædvanlige cykelsti eller grussti. Vejret viste sig fra sin bedste side: sol og blå himmel, og det var blevet pænt varmt.

Trampestien langs den store landevej - et spændende initiativ.
En flot solskinseftermiddag.
Igen var terrænet meget kuperet.

Jeg havde på forhånd udset mig Prüm som dagens etapemål, en rimelig stor by, som lå efter godt 45 km´s vandring. Klokken var næsten 18, da jeg nåede til byen og fandt et lille østrigsk-præget hotel, som lå lige på ruten. Der var heldigvis et ledigt værelse til mig og endda med et stort badekar (alt for kun 67 euro for en nat inkl. morgenmad). Så endnu en gang fik jeg blødt mine ømme og trætte muskler op, før jeg gik ned til middag på hotellet. Der lå ellers et udmærket pizzeria lige overfor hotellet, men hotelværten lokkede med mandagens tilbud til blot 9.90 euro: wienerschnitzel med fritter + salatbuffet. Den tog jeg - og desuden flottede jeg mig med et glas af husets hvidvin. Det var derfor en træt og mæt vandrer, der klokken 21 lå i den udmærkede hotelseng efter endnu en lang og god dag i det sydvesttyske landskab!

---

Læs tidligere indlæg i serien:



Det hyggelige hotel i Prüm.
Fint badekar - selv om mange sikkert ikke kan lide farven!
Mandagstilbuddet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar