mandag den 29. juni 2015

Sommervandring 2015 - Dag 1: Ud af Köln

Turen til Sommervandring 2015´s startsted for domkirken i Köln blev både forvirrende og trættende. Fruen kørte mig til Næstved Station fredag den 12. juni ved 17:45-tiden. Togdriften var forsinket og da mit tog til Hamburg endelig dukkede op, kom jeg ind i den forkerte vogn. Jeg skiftede dog bare vogn, da vi kom af færgen i Puttgarten.

Ellers forløb togturen til Hamburg udramatisk, og jeg fandt også ret nemt frem til nattoget mod Köln. Toget var proppet med mennesker og bagage. Jeg havde svært ved at få plads til både rygsæk og gangstave, og benplads var der heller ikke meget af. Det endte med, at jeg satte mig på gulvet i en mellemgang. Her sad jeg lidt bedre, men jeg fik ikke sovet et eneste minut, før toget ankom til Köln Hauptbahnhof klokken 3 om natten.

Domkirken i Köln ligger lige ved siden af banegården og er et meget imponerende syn - også midt om natten. Jeg begav mig hen til kirken og fik taget en "selfie". Imidlertid var det "bagsiden" af kirken, jeg befandt mig ved, og jeg måtte gå et par gange rundt om kirken, før jeg fandt ud af, hvilken vej jeg skulle gå. Men så fandt jeg årets første Pilgrimsrute-markering: Den gule muslingeskal på blå baggrund. Min vandring kunne begynde!

Selfie fra "bagsiden" af domkirken i Köln.

Årets første Pilgrimsruteafmærkning.
Det var natten til lørdag og gaderne var fyldt med feststemte mennesker. De var dog alle i godt humør og mange hilste, mens jeg begav mig gennem gaderne. Langsomt gryede morgenen mens jeg kom længere og længere væk fra Kölns centrum. Ved 7-tiden fandt jeg en lille bager, hvor jeg indtog turens første morgenmåltid.
Kölns nattemørke gader.
Så er jeg ved at være ude af Köln.
De stille villaveje i Kölns forstæder.
Turens første måltid!
Videre går det - ruteskiltningen er let at følge.
Vejret var fint, letskyet, mens jeg lagde Köln bag mig. Snart var jeg ude i det åbne land og kort efter kom jeg ind i et større skovområde. Efterhånden blev det mere skyet og der kom også nogle gevaldige regnbyger. Imidlertid var jeg heldig og fandt et lille "Pilgrimsly" i skoven. Her gjorde jeg holdt en god times tid, indtil regnen hørte op.
Köln er nu lagt bag mig.
Det åbne landskab syd for Köln.
Turens første skovparti.
Et Pilgrimsly - godt i regnvejr!
Jeg gik videre og kom igennem flere mindre byer - i en af disse fik jeg lidt frokost bestående af brød, cola og kaffe. Solen kom efterhånden helt frem og det blev ret lunt. Jeg fik skiftet til shorts og der blev smurt et godt lag solcreme på. Jeg vandrede et langt stykke langs en lille flod, før jeg ved 2-tiden om eftermiddagen kom til Euskirchen.

Langs ruten er der masser af religiøse motiver. 
Vejret er blevet bedre.
En fin eftermiddag!
Jeg havde både sovepose og liggeunderlag med i rygsækken, men havde undervejs på denne første vandredag besluttet at finde et lille hotel eller lignende, hvor jeg kunne overnatte. Dels havde regnbygerne gjort jorden meget våd, og dels følte jeg mig ikke glad ved udsigten til at overnatte i det fri. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor - måske er jeg blevet gammel, eller måske er jeg bare blevet for magelig anlagt - jeg ved det ikke.

Under alle omstændigheder gik jeg rundt i Euskirchen og ledte efter et ledigt værelse. Jeg fandt adskillige hoteller og "Gasthause", men alle meldte alt optaget. Jeg var træt og svedig, og blev mere og mere irriteret. Til slut viste en venlig ældre dame mig ned til stationen, hvor der lå et rigtig fornemt hotel. Her var der et ledigt værelse - til 99 euro for en nat! Dyrt, men på det tidspunkt havde jeg vandret i 12 timer og gået mere end 50 km, så jeg var ligeglad - det tog jeg!

Værelset var fint og der var ovenikøbet et stort badekar, hvor jeg kunne ligge og hvile mine ømme muskler. Bagefter begav jeg mig ind til bycentrum, hvor jeg fik et godt måltid mad på en lille italiensk restaurant: pasta med tun, oliven og hvidløg, salat med tun, løg og hvide bønner, samt en stor cola. Klokken 18 var jeg tilbage på værelset, hvor jeg hurtigt slumrede hen efter en lang første vandredag!
Den fornemme hotel i Euskirchen, hvor jeg tilbragte første nat.
Læs tidligere indlæg om min sommervandring 2015:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar